Hvad er en osteopat?
Jeg bliver tit spurgt: “Hvad er en osteopat?” Svaret er, at osteopati er en metode til at finde, behandle og forebygge sundhedsproblemer. Osteopatisk filosofi bygger på en forståelse af, at velvære er afhængig af harmoni mellem knogler, muskler, ligamenter og bindevæv. Målet for behandlingen er at fremme kroppens egen helbredende egenskaber.
Osteopati er en medicinsk videnskab, der tager udgangspunkt i anatomi, neurologi, fysiologi og sygdomslære.
Der bruges gennemprøvede osteopatiske teknikker til at stille diagnose og give behandling. Osteopaten betragter kroppen som en helhed, hvor alle strukturerne kan påvirke hinanden, og der er fokus på at finde årsagen til problemet og ikke blot symptombehandle.
Osteopaten tager udgangspunkt i det enkelte menneske og dennes omgivelser, der påvirker personens velbefindende og arbejder med at skabe de optimale forhold for at bevare/genskabe en sund krop. På samme måde som vi går til tandlæge til et eftersyn for at undgå at få huller i tænderne, kan et besøg hos en osteopat hjælpe med at fjerne spændinger, inden de bliver til stor gene for personen.
Osteopaten arbejder med at genskabe balancen i kroppen ved hjælp af hænderne, i stedet for brug af piller og operationer. Det gør osteopati til en sikker og blid form for manuel terapi, der er anvendelig til folk i alle aldre. En osteopat arbejder med at forøge bevægeligheden i led, hvor denne er nedsat samt at reducere spændinger i muskler og bindevæv. Der er også fokus på at forøge blodcirkulationen til vævene.
Du kan læse mere om osteopati på danskeosteopater.dk
Osteopatiens historie
Osteopatien blev grundlagt af den amerikanske læge og kirurg Dr. Andrew Taylor Still sent i 1800-tallet. Efter en personlig tragedie, hvor han mistede sin kone og fire børn, udtrykte han skepsis overfor datidens almen medicinske behandling, idet han anså den for at være utilstrækkelig og til tider decideret farlig. Datidens medicinske tilbud var blandt andet arsenik, ricinusoile, whiskey eller opium. De følgende 30 år brugte han på at studere den menneskelige krop og udvikle alternative måder at behandle sygdomme på.
Han opfandt navnet ’osteopati’ ved at sammensætte de græske ord – osteon, der betyder knogle, og pathos – der betyder lidelse til at beskrive sin teori. Han mente, at sygdom og fysiologisk dysfunktion skyldtes forstyrrelse i det muskulo-skeletale system.
Osteopati bygger på følgende principper:
- Kroppen er en samlet enhed
- Kroppen er en selvhelbredende mekanisme, der har kapacitet til at forsvare, reparere og gendanne sig selv
- Struktur og funktion er gensidigt afhængige
- ”The rule of the artery is supreme” – dette understreger vigtigheden af blodtilførsel for at forsyne kroppens væv med næring
I dag er osteopati en anerkendt profession. I Europa er der 9 lande, hvor osteopati er statsautoriseret og flere er på vej. I juli 2018 blev osteopati også statsautoriseret i Danmark, hvor vi er omkring 130 osteopater.
Find nemt en tid, der passer dig og book online.